“Nede fra det glasklare, blege hul mellem husrækkerne blæser der nu et vindpust, og lugten af hav ruller ind over os. Pludselig overvældes jeg af erindringer, et så nært kendskab til denne luft så tæt, at det at glemme den lige nu ville være som at få skrællet huden af. Jeg er opslugt, bader i lugten af havvand og tang, drukner i kontrasten mellem frisk luft og den tunge benzinlugt, der ellers hænger i gaderne, påtrængende og ubønhørlig. Jeg mærker, helt stille og diskret, at jeg husker, og så husker jeg ikke; jeg bliver i stedet til en, jeg har været før, mange gange, med et andet, udvidet sæt erindringer en det, jeg bruger til daglig. Jeg prøver at komme i tanke om, hvad det er, lugten mindre mig om, men min hukommelse er et virvar af billeder, dage, somre, år, som en roulette, hvor kuglen ikke lander på et bestemt tal. I stedet hopper den og rasler videre, indtil jeg mister koncentrationen, fordi jeg forstyrres af en bil, der gasser op ved siden af os, en samtale, jeg deltager i, en gade, der skal krydses. Jeg slår blikket ned, blinker, klør mig på kinden og gnider mig i øjet, alt for at skjule, at jeg går her og føler. Det er trods alt kun lugten af hav.“